BraForSka topbanner
Åbent brev fra bestyrelsen i BraForSka:

Den 15. januar 2008

ISS Damage Control A/S har meddelt BraForSkas bestyrelse, at de ikke ønsker at sidde i brancheforeningen med SSG A/S.

Dette på grund af, at SSG A/S har ansat en stor del af ISS Damage Controls medarbejdere i Jylland og på Fyn, og måden det er sket på.

Dette blev drøftet mellem parterne på et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 9. januar 2008.

Konklusionen på mødet blev en opfordring til SSG A/S om at parkere deres medlemskab af brancheforeningen, indtil der er overblik over konsekvensen af eventuelle retssager, der skulle være sat i søen af de to parter.

Dette ønsker SSG A/S ikke, da de ikke mener at have gjort noget forkert.

Set i lyset af, at der p.t. ikke er afsagt dom eller som sådan indledt et retsforløb, samt at bestyrelsen ikke har fundet bevis på forkert optræden, mener vi ikke at kunne ekskludere SSG A/S.

ISS Damage Control A/S mener, at SSG A/S har opført sig uetisk og ikke i overensstemmelse med de uskrevne regler, der bør gælde imellem virksomheder i en brancheforening.

Det er bestyrelsens holdning, at SSGs gerning ikke var bevidst uetisk, men at SSGs handlemåde bestemt ikke er hensigtsmæssig og dermed ikke med til at styrke branchens anseelse.

Det er bestyrelsens håb, at ISS Damage Control A/S forsat forbliver medlem af brancheforeningen BraForSka.

Den 22. januar 2008 har ISS Damage Control A/S ved Peter Boye Larsen meddelt BraForSkas bestyrelse, at ISS Damage Control A/S med øjeblikkelig virkning udtræder af BraForSka.

Web: Commerzial.dk